Væltet trailer lukkede Storebæltsbroen mod Fyn

Skrevet af admin

15/01/2015

Mest læste i dag

Storebæltsbroen lukkede torsdag formiddag for trafik i retning mod Fyn på grund af et trafikuheld.

Lukningen var kortvarig, selv om trafikinformationen hos Sund og Bælt i første omgang oplyste, at broen ville være lukket en times tid.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at det var en væltet trailer på højbroen mellem Sprogø og Sjælland ved den ene pylon, som var skyld i lukningen.

- Det var en trailer efter en personbil, som væltede på grund af vinden. Den måtte vi ud og skære fri fra anhængertrækket, og nu er den blevet bugseret ned på Sprogø, fortæller vagtchef Søren Østervig.

På Storebæltsbroen har man siden torsdag morgen frarådet al færdsel med lette og vindfølsomme køretøjer. Det forbud gælder også biler med trailer.

- Nu må vi se, hvad vi kan komme efter føreren med, men det bliver formentlig en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven for ikke at efterkomme anvisningerne på stedet, siger Søren Østervig.

Det er navnlig omkring bropylonerne, at der i blæsevejr kan opstå farlige situationer, hvor man kan miste herredømmet over bilen. Og det var altså også her, at torsdagens uheld skete.

Den kraftige vind giver også problemer for trafikanter længere vestpå, nemlig på Lillebæltsbroen.

Her oplyser Vejdirektoratet, at kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådes frem til klokken 13. På Storebælt forventes det, at vindfølsomme køretøjer kan passere sikkert igen efter klokken 16.

/ritzau/