Vær med til at løse mysteriet om den røde pølse: Den spiser tilsyneladende sig selv

I disse sundhedstider har mange travlt med at benægte, at der ryger en ’hotter’ fra pølsevognen, en cheeseburger fra Mac’en eller en durum ned en gang imellem.

Men lad os være ærlige; fuldkorn og spelt gør vist allermest for psyken - og det andet smager bare godt engang imellem.

Men når nu vi er i en helse-epoke, hvordan kan det så være, at vi spiser mere end 50.000.000 røde pølser hvert år? Det svarer til ni stk. af de dansker-røde kødstænger per mand. Og den er ikke just i højsædet i kostpyramiden.

En bevidst regnefejl pynter på tallet
Tallet fremkommer, hvis man vel at mærke regner alle babyer, vegetarer, muslimer og ældre uden evnen eller lysten til at tygge pølsen med i befolkningstallet. Det vil sige, at de 50 millioner pølser divideres med samtlige 5,6 millioner mennesker herhjemme.

Det er jo et lidt forkert regnestykke, vil den kvikke bemærke. Og det betyder, at tallet lige sneg sig lidt højere op end ni pølser per mand.

Tallet er baseret på information, Tulip har oplyst Dagens.dk om. Virksomheden giver et ret godt estimat, der bygger på det antal kilo røde pølser, Tulip solgte sidste år på det danske marked.

Virksomheden har ud fra dét omregnet kiloene til enkelt-pølser. Der tages tilmed højde for forskellen på en pølsevognspølse og den pølse, du hiver med hjem fra køledisken. Førstnævnte er størst.

En pølse om måneden - minus en fastemåned
Tallene gælder derudover for Tulips salg alene. Det vil sige, at producenter som Langelænder fx ikke er med i statistikken. Så der blev tallet lige endnu højere end de ni pølser per dansker, undertegnede startede med at påstå var gældende.

Vi må med andre ord immervæk være vilde med den lille, røde spise.

Men spørger undertegnede sin familie (og vi er fra forstaden, også kaldet Webergrillens højborg), omgangskreds og kollegaer, hvor mange pølser, de spiser om året, ser ingen ud til at ville indrømme, at de snildt konsumerer 9-10 røde pølser om året. Næsten en hver måned… Passer det, er der jo nogen, der spiser mine 9-10 stykker om året (okay måske 8-9 stykker så).

Så.. Er det dig?

Dagens Gossip