Værsgo Barcelona: Valencia tager point fra Real Madrid

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Hverken heldet eller formkurven er med Real Madrid for tiden, og lørdag aften gled det spanske mesterskab sandsynligvis holdet af hænde, da Valencia fik 2-2 på Bernabeu.

Madrilenerne kom ellers tilbage fra 0-2, men kan alligevel se FC Barcelona åbne et hul på fire point med kun to runder tilbage.

Alt, som kunne gå galt, gik galt for Real Madrid fra start. Både Cristiano Ronaldo og Gareth Bale ramte trekantssammenføjningen tidligt i kampen, og i stedet udnyttede Paco Alcacer dårlig opdækning af Pepe til at bringe udeholdet på 1-0.

Og der var mere dårligt nyt på vej til Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.

Få minutter efter måtte Toni Kroos lade sig udskifte med en skade i baglåret, som må antages at gøre ham tvivlsom til midtugens vigtige returkamp i Champions League mod Juventus.

På en dødbold lige efter viste Pepe igen skidt forsvarsspil, da han ene mand ophævede offsiden på tre Valencia-spillere, og så kunne Javi Fuego flot heade 2-0-målet ind.

Javier Hernández nåede også at ramme stolpen, inden Gareth Bale i sidste minut af en dramatisk første halvleg blev nedlagt i feltet.

Straffespark til Real Madrid og mulighed for at komme tilbage i kampen, men symptomatisk for madrilenernes første halvleg brændte Cristiano Ronaldo på et svagt spark.

Efter pausen var det fortsat Real Madrid, som skabte rigeligt med chancer, men Diego Alves i Valencia-målet stod fremragende og diskede op med flere klasseredninger.

I det 57. minut kunne han dog intet stille op, da Pepe fik frit hovedstød fem meter fra mål ved et hjørnespark. Han gjorde det til 1-2, og så kunne jagten på udligningen sættes ind.

Desværre for Real Madrid fortsatte Diego Alves storspillet mellem stængerne, og han var Valencia en ekstremt god mand i kampen.

Et par Valencia-afbrændere med cirka 10 minutter igen blev dyre, da Isco kort efter tordnede et langskud ind til 2-2, og nu kunne Real Madrid stadig lugte et potentielt mesterskab.

Blot et enkelt mål ville bringe dem op i haserne på Barcelona igen, men det lykkedes ikke trods flere gode chancer.

Med det uafgjorte resultat er Real Madrid fire point efter Barcelona, og der resterer blot to runder af ligaen. Meget skal gå galt, hvis ikke mesterskabet skal havne i Catalonien.

/ritzau/