Værsgo, Bjarne Riis: Saxo Bank tager et år mere

Investeringsbanken Saxo Bank har givet Bjarne Riis tilsagn om at tage et år mere som hovedsponsor for det danskbaserede Tour de France-hold.

Det fortæller en af bankens stiftere, Lars Seier Christensen, til Ritzau.

- Vi har sådan set "commited" os til næste år. Vi skal bare have fundet en endelig aftale med vores russiske ven, siger Lars Seier Christensen om cykelholdets anden hovedsponsor Tinkoff Bank, der ejes af den russiske rigmand Oleg Tinkov.

- Så vi er på til næste år. Forudsat selvfølgelig, at hele pakken hænger sammen, fortsætter den danske bankboss.

Oleg Tinkov har tidligere under Tour de France givet udtryk for, at han gerne vil have sin banks navn nævnt først i holdnavnet. Det får han ikke problemer med i forhold til Saxo Bank.

- Jeg er ikke specielt dogmatisk i forhold til det ene eller det andet. Så det kan blive hvad som helst. Det er vel grundlæggende et spørgsmål om, hvem der vil det mest. Altså et spørgsmål om penge.

- Vi vil gerne have et godt samarbejde med Oleg. Jeg har "commited" til næste år. Det handler nu om, hvad Oleg vil, siger Lars Seier Christensen.

Saxo Bank har aldrig blandet sig synderligt i, hvordan Bjarne Riis driver sit cykelhold. Det vil Lars Seier Christensen heller ikke gøre i fremtiden. Heller ikke selv om den samlede Tour-sejr ser ud til at gå holdets næse forbi.

- Vi vil selvfølgelig hellere føre løbet, men så længe, vi kan spise kirsebær med de store, så er det sjovt for os at være med. I øvrigt tror jeg ikke, at det som sponsor er nogen ulempe at være udfordrer. For det giver også eksponering.

Lars Seier Christensen har i øvrigt ikke opgivet håbet om, at Team Saxo-Tinkoff stadig kan vinde årets Tour fordi holdet synes stærkere end Chris Froomes Team Sky.

/ritzau/

 

Dagens Gossip