Vært truede sine gæster på livet med pistol

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi vil lørdag eftermiddag kræve en 27-årig mand fra Odense varetægtsfængslet.

Manden blev anholdt fredag aften på sin bopæl i Odense SV. Her fandt politiet indtil flere ulovlige effekter, blandt andet en skarpladt pistol.

Manden og hans kæreste var værter for en fest på Sanderumvej i Odense SV.

Ved festen gik manden omkring med en pistol i bukselinningen. Gæsterne fik ham overtalt til at lægge den fra sig, og siden blev politiet tilkaldt.

Ved ankomsten kunne politiet beslaglægge pistolen og anholde manden.

- Derudover blev der fundet andre skydevåben i form af en paintballpistol, en salonriffel og to luftgeværer, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Besiddelse af farlige skarpladte skydevåben uden politiets tilladelse er en overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder og giver i udgangspunktet minimum et års fængsel, hvis det ender med en dom.

Den 27-årige odenseaner lå desuden inde med to krysantemumbomber, som er kraftigt fyrværkeri, der kun må anvendes af professionelle.

Fyns Politi oplyser, at den 27-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg lørdag klokken 13.

/ritzau/

 

Dagens Gossip