Værtshusdrab i Asnæs: 26-årig fængslet for grov vold

Skrevet af admin

05/10/2014

Dagens topnyheder

En 19-årig kvinde er søndag blevet løsladt efter at have afgivet forklaring ved et grundlovsforhør i en drabssag fra Asnæs i Odsherred, oplyser politikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En 33-årig mand døde natten til lørdag af knivstik, mens en 38-årig mand blev lettere såret i et slagsmål uden for Café Germo i Asnæs. Begge ofre er fra lokalområdet.

En 26-årig lokal mand er også sigtet i sagen, og han blev varetægtsfængslet til 14. oktober. Han er dog kun fængslet for grov vold begået mod en 38-årige mand.

Både den 19-årige kvinde og den 26-årige mand har erkendt at have været til stede. Manden erkender at have taget del i slagsmålet.

Politiet leder nu efter den gerningsmand, som førte kniven, der dræbte den 33-årige mand, oplyser politikommissær Ove Pedersen.

Den 26-årige mand og den unge kvinde blev anholdt lørdag sammen med en 28-årig mand fra København. Den 28-årige blev dog allerede sat på fri fod, da politiet havde afhørt ham.

Alle tre er sigtet for drab eller medvirken til drab, selvom politiet på det nuværende grundlag ikke mener, at nogen af dem førte kniven mod den 33-årig mand.

Drabet skete i forbindelse med et slagsmål uden for værtshuset Café Germo på Rådhusvej i Asnæs fredag nat kort før klokken to. Tilsyneladende udviklede et mindre skænderi på værtshuset sig i løbet af aftenen til et slagsmål, der endte med, at to mænd blev stukket med kniv.

Den 33-årige blev ramt af flere knivstik og blev erklæret død ved ankomsten til Holbæk Sygehus. Den 38-årig mand blev lettere såret og kunne sendes hjem efter behandling på skadestuen.

De tre mistænkte i sagen forlod ifølge politiet stedet sammen i en bil, der forsvandt med høj fart.

/ritzau/