Vagthund: Alle Syriens kemiske våben er destrueret

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

De kemiske våben, som Syrien har afleveret til destruktion, er alle tilintetgjort, oplyser Organisation for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW.

- Denne proces afslutter et vigtigt kapitel i udryddelsen af Syriens kemiske våbenprogram, siger OPCW's generalsekretær, Ahmet Üzümcü, i en erklæring på organisationens hjemmeside.

Generalsekretæren siger, at OPCW fortsat vil arbejde på at afklare, om Syrien har kemiske våben, og man vil undersøge "den fortsatte brug af giftige kemikalier som våben" i Syrien.

Det er snart halvandet år siden, at USA erklærede de kemiske våben for tilintetgjort, blandt andet efter hjælp fra danske soldater og det danske fragtskib Ark Futura.

Men det er først nu, at de sidste giftrester er destrueret hos det amerikanske firma Veolia i Texas, oplyser OPCW.

Veolia har bortskaffet 75 beholdere med hydrogenfluorid, som er et giftigt og ætsende stof.

Det er tre år siden, at en international aftale om destruktion af Syriens kemiske våben blev indgået i forlængelse af amerikanske trusler om at angribe landet, som har været hærget af krig siden 2011.

Det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen er flere gange efter aftalen blevet beskyldt for at anvende kemiske våben.

OPCW fremlægger i en rapport tirsdag stærke indicier på, at der er anvendt giftgasser i Syrien efter aftalen med Assad-styret.

Blodprøver har vist spor efter sarin eller en tilsvarende nervegas, men rapporten konstaterer også, at der skal yderligere undersøgelser til for at bekræfte de foreløbige resultater.

OPCW har udleveret rapporten til FN, som sendte den videre til FN's Sikkerhedsråd 29. december.

I rapporten skriver Ahmet Üzümcü, at organisationens inspektører i Syrien har undersøgt påstande om, at Bashar al-Assads styre skal have anvendt kemiske våben i 11 tilfælde.

Rapporten oplyser ingen detaljer om, hvornår og hvor det skal have fundet sted.

I september 2013 gik Assad ind på en aftale om, at Syrien vedkendte sig dets kemiske våbenprogram og lovede at skrotte det. Assad udleverede derefter 1300 ton kemiske våben til FN og OPCW.

/ritzau/AFP