Vagthund: Corydon-skift var ikke gået i andre EU-lande

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

Som finansminister har Bjarne Corydon (S) flere gange bestilt analysearbejde af konsulenthuset McKinsey. Fra 1. februar næste år er han global direktør i samme virksomhed.

Det karriereskift var ikke gået i en række andre EU-lande, der har karensperioder for ministre og højtstående embedsmænd. Og det bør Danmark lade sig inspirere af, lyder det fra organisationen Transparency Danmark, der arbejder mod korruption.

- I mange EU-lande ville Corydon ikke have haft mulighed for at lave samme skift så hurtigt. Der havde været nogle begrænsninger, og hvis han havde overtrådt dem, så kunne han have fået en bøde eller eventuelt et fogedforbud, siger formand Knut Gotfredsen til Ritzau.

I Tjekkiet er der eksempelvis en karensperiode på et år for at blive ansat i en virksomhed, der i de seneste tre år har haft en kontrakt med regeringen. Overtræder man karensperioden, risikerer man bødestraf.

Mange andre EU-lande har lignende regler, men de varierer fra land til land, fordi der ikke er nogen fælles EU-regler, påpeger Knut Gotfredsen, der efterlyser danske regler på området.

- Vi skal i rimeligt omfang beskytte det offentlige, som har tilført disse personer viden og kompetencer, så det ikke kan bruges fra den anden side af bordet. Der skal gå en periode, indtil den viden er blevet mindre aktuel, siger han og tilføjer:

- Der er to væsentlige spørgsmål: Hvor lang skal perioden være, og hvad må man ikke beskæftige sig med i den periode.

- I de andre EU-lande ligger perioden på et til to år, og det synes jeg lyder fornuftigt. De områder, man ikke må arbejde indenfor, må som udgangspunkt gælde virksomheder, der ligger inden for ens tidligere ressortområde.

I Danmark har politikere fra Enhedslisten og SF efter Corydons exit fra Christiansborg efterspurgt regler for karensperioder. Logikken er helt den samme som i erhvervslivet, afslutter Knut Gotfredsen:

- Der har man også skarpe konkurrence- og kundeklausuler for at undgå, at tidligere medarbejdere tager følsom viden med sig til konkurrenten, siger han og tilføjer, at Bjarne Corydon i form af eftervederlag vil få løn fra både staten og sin nye arbejdsgiver samtidig.

/ritzau/