Vagtplan for ambulancekørsel baserer sig på overarbejde

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

Ekstravagter og planlagt overarbejde er en vigtig årsag til, at vagtplanen for ambulanceredderne i Region Syddanmark hænger sammen fra 1. september.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen.

- Vagtplanen baserer sig i betydelig grad på frivilligt ekstraarbejde, som redderne selv har budt ind med, står der i pressemeddelelsen.

Det er det hollandske selskab Bios, som overtager ambulancekørslen fra Falck i september. Men Bios mangler en god portion medarbejdere for at nå målet om cirka 550 ansatte.

TV 2 Fyn rapporterede mandag, at der nu er 320 ansatte. Bios-direktør Morten Hansen vurderede over for tv-stationen, at man måske først er fuldt bemandet i 2016.

Det er altså en af årsagerne til, at vagtplanen for selskabets reddere er noget stram.

- Nu har vi minutiøst været igennem vagtplanen sammen med Bios og kan konstatere, at den er stram, men hænger sammen, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) i pressemeddelelsen.

- Jeg vil i den forbindelse gerne rose de medarbejdere, der i en overgangsperiode har sagt ja til ekstravagter for at få vagtplanen til at hænge sammen, udtaler hun.

Region Syddanmark udtrykker selv bekymring over grundlaget for vagtplanen, hvorfor regionen er tilfreds med, at Bios på et møde tirsdag aften fremlagde en plan for, hvordan driften skulle normaliseres.

Bios' strategi er at hente reddere ind fra Tyskland, så der på sigt kan blive tale om et trecifret antal tyske reddere.

Thyge Nielsen, formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, pointerer i pressemeddelelsen, at der er mangel på danske reddere, hvorfor man vil satse på de tyske.

- Jeg håber selvfølgelig, at flere vælger Bios - men det kan Bios ikke vente på. Tvunget af omstændighederne er det godt at se, at Bios har en klar strategi for at hente tyske reddere, siger han.

/ritzau/