Valdés forlænger ikke med Barcelona

Barcelona-ledelsen fik sig en slem forskrækkelse, da de rutinemæssigt forsøgte at forlænge en i forvejen lang kontrakt med en af klubbens absolutte profiler.

Målmand Victor Valdés ønsker ikke at blive i klubben.

Det bekræfter Barcelonas sportsdirektør Andoni Zubizarreta, men han understreger samtidig, at målmanden har i sinde at leve op til kontrakten, der udløber 30. juni 2014.

Barcelona-bosserne tog et møde med Victor Valdés og hans rådgivere, og her var afslaget både hurtigt og kontant.

- Vi lod dem vide, at vi havde interesse i at forny kontrakten, fordi han er en målmand på højeste niveau.

- Men inden, vi overhovedet kunne nå at fremlægge et forslag eller tale om noget som helst, sagde hans repræsentanter, at beslutningen var truffet, han vil ikke fortsætte efter 30. juni 2014. Det er en uigenkaldelig beslutning, siger Zubizarreta til Barca TV.

31-årige Victor Valdés har været i Barcelona, siden han kom til klubbens akademi i 1995, han debuterede på førsteholdet i sæsonen 2002/2003.

Victor Valdés har hidtil vundet tre Champions League-titler og fem mesterskaber med klubben.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV