Valencia bryder Real Madrids sejrsrække

Det måtte jo en ende på et tidspunkt, og det gjorde det så søndag aften.

Efter en rekordstime på 22 sejre i træk i betydende kampe satte Real Madrid for første gang siden 13. september point til.

Og faktisk måtte madrilenerne afgive alle tre point, da det på udebane blev til et 1-2-nederlag til Valencia.

Det begyndte ellers planmæssigt, da Cristiano Ronaldo efter et lille kvarters spil omsatte et straffespark, som Alvaro Negredo begik, da han havde hånd på bolden i feltet.

Men Valencia lod sig ikke skræmme af den dårlige start og statistikken. Kort før pausen ramte Andre Gomes stolpen, og det var et varsel om mere efter pausen.

Der skulle dog lidt held til, før det lykkedes Antonio Barragan at udligne. Hans skud ramte Pepes hæl og snød fuldstændig Iker Casillas i Real Madrids mål.

Til gengæld var Nicolas Otamendis matchvindermål sat klokkerent ind. Argentineren nåede højere end sin oppasser Sergio Ramos ved et hjørnespark og pandede bolden i mål.

Real Madrid havde chancerne til i det mindste at få et enkelt point hjem, men det lykkedes altså ikke.

Nederlaget betyder, at Real Madrid med 39 point fortsat fører ligaen, men forspringet til Barcelona og Atlético Madrid er nede på et enkelt point.

Valencia tager et hop op på fjerdepladsen med 34 point.

/ritzau/

Dagens Gossip