Valg i Egypten: Udfordrer melder sig mod al-Sisi

Skrevet af admin

08/02/2014

Dagens topnyheder

Den venstreorienterede egyptiske politiker Hamdeen Sabahi vil stille op til præsidentvalget i Egypten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed tager han kampen op mod Egyptens hærchef, Abel Fattah al-Sisi, der af mange spås som absolut favorit til posten som Egyptens næste præsident.

- Vi vil føre en klar kamp, siger Sabahi i en direkte transmitteret tv-tale.

- Jeg håber, at min beslutning vil glæde den unge generation og opfylde deres ønsker.

Talen blev flere steder mødt af jubel og klapsalver - især blandt de egyptere, der frygter et nyt militærstyre, hvis det bliver hærchef al-Sisi, der bliver den næste præsident.

Sabahi blev nummer tre ved valget i 2012, som den nu afsatte præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab vandt.

Han har været en fremtrædende oppositionspolitiker under både Mursi og Hosni Mubarak, der efter tre årtier ved magten blev væltet i begyndelsen af 2011.

Selvom hærchef al-Sisi anses for at være favoritten, har militæret i den egyptiske hovedstad, Kairo, sået tvivl om hans kandidatur.

Onsdag skrev den kuwaitiske avis al-Seyassah - på baggrund af et interview med al-Sisi - at hærchefen havde besluttet at stille op til valget.

- Ja, den sag er besluttet, og jeg ser ikke anden mulighed end at følge det egyptiske folks opfordring, udtalte al-Sisi ifølge avisen.

Efterfølgende har militærets talsmand, oberst Ahmed Ali, på sin Facebook-profil skrevet, at det var en "journalistisk stramning" og "ikke direkte erklæringer fra feltmarskal al-Sisi".

Al-Sisi har lovet, at Egypten ikke vil blive kastet tilbage til et Mubarak-lignende styre, hvor tusindvis af politiske modstandere sad fængslet.

Men siden afsættelsen af Mursi er en hel del af de unge aktivister, der netop demonstrerede mod først Mubarak og siden Mursi, blevet sat bag tremmer.

Tre fremtrædende unge demonstranter blev idømt tre års fængsel i december for at deltage i en ulovlig protest.

Præsidentvalget skal holdes inden for seks måneder.

/ritzau/Reuters