Valg i Tyrkiet: Præsident Erdogan ønsker mere magt

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

Tyrkiet vælger søndag et nyt parlament, og endnu en gang er der udsigt til en sejr til Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), der har været det dominerende parti, siden det kom til magten i 2002.

Valgets spænding knytter sig til, hvor stor en opbakning det siddende regeringsparti opnår.

Resultatet kan være afgørende for, hvor stort et aftryk den i forvejen magtfulde præsident Recep Tayyip Erdogan får mulighed for at sætte på Tyrkiet de kommende år.

AKP, der er grundlagt af Erdogan i 2001, ønsker at erstatte den nuværende parlamentariske styreform med en præsidentiel, hvorved parlamentet - af nogle - frygtes forvandlet til en forsamling uden reel magt.

Til gengæld vil præsidenten få magt som det kendes fra for eksempel USA og Rusland.

Samtlige andre partier i nationalforsamlingen er modstandere af forslaget, og derfor hævder oppositionen, at en stemme til AKP er en stemme mod demokratiet, skriver Reuters.

For at sætte gang i processen og sende en forfatningsændring til folkeafstemning skal Erdogans parti have 330 ud af parlamentets 550 sæder.

Ved valget i 2011 fik AKP 327 mandater.

Meningsmålinger er ikke tilladt i valgkampens afsluttende ti dage, men såfremt de seneste målinger er nogenlunde akkurate, så får AKP mellem 40 og 44 procent af stemmerne ifølge BBC.

Og det er ikke nok til, at partiet kan gennemtrumfe ønsket om skrive dele af forfatningen om.

Yderligere interessant er det, at det prokurdiske parti HDP ifølge instituttet Sonar står til 10,4 procents opbakning, hvilket vil betyde, at partiet kommer over den i Tyrkiet meget høje spærregrænse på ti procent.

Regeringspartiet med Erdogan har bekriget HDP op til valget og beskyldt det for at være "støttet af terrorister" med henvisning til Det Kurdiske Arbejderparti, PKK.

Kommer HDP i parlamentet sikrer partiet sig 50 sæder og skubber den parlamentariske balance.

Meningsmålinger har vist, at et flertal af de tyrkiske vælgere støtter den nuværende parlamentariske styreform.

Oppositionen har i valgkampens opløb beskyldt Erdogan for at overtræde sine beføjelser som præsident og dermed i teorien upartisk statsoverhoved ved at føre kampagne for AKP, skriver BBC.

/ritzau/