Valgdato på plads i Tunesien

»Vi vil fokusere på at afholde valg inden udgangen af året, og vores dato er den 17. december,« lyder det fra premierminister Ali Larayedh i en tv-transmitteret tale mandag.

Premierministeren beskylder ifølge nyhedsbureauet Reuters den sekulære opposition, der har lanceret omfattende protester mod det regerende islamistiske parti Ennahda, for at forsøge at kuppe den siddende overgangsregering.

»Regeringen vil fortsat udføre sine opgaver og vil ikke opgive dem,« sagde han i talen mandag, hvor han lovede, at det kommende valg vil være frit og transparent, og at internationale valgobservatører vil være velkomne.

Valgdatoen har symbolsk betydning: Det var den dag i 2010, hvor en ung tunesisk mand satte ild til sig selv og døde i protest mod regeringen, samfundsudviklingen og levevilkårene i landet, hvilket udløste massive demonstrationer, der væltede Tunesiens daværende præsident Zine al-Abidine Ben Ali, og inspirerede til opstande i den arabiske verden.

Voldsomme uroligheder i Tunesien er blusset op, efter at oppositionspolitikeren Mohamed Brahmi i sidste uge blev skudt ned foran sit hjem ved højlys dag af to mænd. Ifølge anklagemyndigheden har en obduktion vist, at Brahmi blev dræbt af 14 skud, og ifølge et vidne lød det som skud fra et maskingevær, da han blev dræbt.

Pårørende har beskyldt regeringspartiet, Ennahda, for at være involveret i drabene. Ifølge de tunesiske myndigheder peger efterforskningen imidlertid på den 30-årige franskfødte ekstremist Boubaker Hakim, et tidligere medlem af den radikale sunnimuslimske salafist-bevægelse Ansar al-Sharia, som tunesiske embedsmænd har knyttet til Al-Qaeda.

Også på den politiske front har der været uro i den seneste tid. 42 parlamentsmedlemmer fra oppositionspartier trak sig fredag tilbage fra landets konstituerende forsamling for at presse regeringen til at træde tilbage efter kritik af manglende færdiggørelse af landets nye forfatning, som der ventes et udkast til om få uger.

Dagens Gossip