Valget i Region Hovedstaden er endeligt godkendt

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Fredag eftermiddag blev det langt om længe endegyldigt klart, hvordan regionsrådet i Region Hovedstaden kommer til at se ud de næste par år.

En fintælling på regionsgården i Hillerød fredag viser således, at den sidste plads i regionsrådet går til Venstre, som dermed får otte mandater, mens Liberal Alliance får et enkelt.

Derfor er det Venstres Erik Sejersten, der sætter sig på det 41. mandat i Region Hovedstadens regionsråd.

21 stemmer skilte Erik Sejersten og Liberal Alliances Heidi Wang inden fredagens fintælling, der var besluttet af valgbestyrelsen i Region Hovedstaden torsdag aften på baggrund af en gennemgang af stemmetallene.

Fintællingen, kombineret med en tilbagemelding fra Brøndby Kommune om, at der var fundet stemmer på Venstre, som uretmæssigt var blevet erklæret ugyldige i første omgang, førte imidlertid til, at afstanden mellem de to kandidater steg til 24 stemmer.

Men på den baggrund vurderede Region Hovedstadens valgbestyrelse, at en fornyet fintælling på andre valgsteder ikke ville føre til et væsentligt ændret resultat med betydning for mandatfordelingen.

Derfor er listen over regionsrådsmedlemmer nu endegyldig med den kommende regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), som den største stemmesluger med 64.917 personlige stemmer.

Andenpladsen indtages af Venstres Martin Geertsen med 34.720 personlige stemmer og tredjepladsen af DF's Henrik Thorup med 24.403.

/ritzau/