Valget kan - i princippet - falde midt i sommerferien

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan udskrive valg, lige når det passer hende.

Så længe valget er afholdt inden 15. september, så har hun i realiteten frit valg på alle hylder. Det betyder også, at der rent juridisk ikke er noget til hinder for, at det nærtstående folketingsvalg eksempelvis bliver afholdt midt i juli.

Det oplyser Christine Boeskov, der er valgkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- Der er ingen regler i valglovgivningen eller andre steder, der siger noget om, i hvilken periode valget skal udskrives, siger hun med det forbehold, at der ifølge grundloven skal være folketingsvalg mindst hvert fjerde år.

Det virker dog umiddelbart urealistisk at tro på, at det kommende valg eksempelvis falder i juli, hvilket ikke er sket siden 1920. Siden dengang har der i øvrigt heller ikke været valg i hverken juni eller august.

Et valg i sommerferien vil betyde, at politikerne skal aflyse deres ferier, og det vil samtidig betyde, at mange danskere allerede vil være draget mod varmere himmelstrøg og dermed være langt væk fra stemmeboksene.

Alligevel oplyser Christine Boeskov, at man er klar til at håndtere valget og de mange opgaver, der følger med, uanset hvilken dato det måtte falde.

- De myndigheder, der løser opgaverne i forbindelse med et valg, er tvunget til at være parate, for i princippet kan der afholdes valg når som helst, siger hun.

Når der bliver spået om mulige datoer for det kommende valg, falder forudsigelsen typisk på en tirsdag. Men også her er der ganske frit valg for statsministeren.

Historisk set har tirsdag dog været den meste populære og ud af de 67 valg, der er afholdt siden 1849, er 37 foregået på en tirsdag.

En anden uskreven regel er, at valget af praktiske årsager skal udskrives mindst 20 dage inden selve afholdelsen af valget.

/ritzau/