Valgforsker: Nye vælgere er afgørende

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Det er glædeligt, at valgdeltagelsen synes at være stigende. Men det er for tidligt at sige, om det rent faktisk er tegn på, at nye vælgere har sat deres kryds ved tirsdagens valg til byråd og regionsråd.

- Måske skyldes det pæne tal langt hen ad vejen, at flere har brevstemt, siger professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

Et rundspørge, som Ritzau har foretaget på valgsteder med 350.171 vælgere over hele landet, viser, at 27,4 havde afgivet deres stemme klokken 14. Det er 3,3 procentpoint flere end ved valget i 2009, da 24,1 havde stemt på dette tidspunkt.

- Det centrale for, om vi ender med at få en højere valgdeltagelse i aften klokken 20, er, at det er vælgere, der ellers ville ligge på sofaen, der har været henne at stemme, siger valgforskeren, som står bag en analyse af kommunalvalget for fire år siden.

Valget i 2009 endte med en historisk lav valgdeltagelse, nemlig 65,8 procent. Det var den laveste valgdeltagelse siden 1974.

Det afgørende for, om det lidt bedre vælgerfremmøde på valgstederne midt på eftermiddagen også ender med en højere stemmeprocent, når valgresultatet gøres op, er, om vælgere, der ellers ikke ville have stemt, er mødt op.

- Det har for første gang været nemmere at brevstemme, og det har mange benyttet sig af, men vi ved ikke, om det er vælgere, der ellers ville have stemt helt normalt, siger Kasper Møller Hansen.

For første gang har det været muligt at brevstemme på mobile valgsteder på uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser, i storcentre og lignende steder.

Målet har været at få blandt andre flere unge, indvandrere og socialt udsatte til at stemme. Men det vides endnu ikke, om det er lykkedes at få nye vælgere op af sofaen.

- Vi kan håbe på det, og det peger i den rigtige retning, men det er for tidligt at drage skarpe konklusioner nu. Vi må vente i spænding, til de første valgresultater kommer ind, siger Kasper Møller Hansen.

/ritzau/