Valgren regner med nyt Sagan-fyrværkeri

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

En af de helt store oplevelser i årets Tour de France hidtil har været Tinkoff-slovakken Peter Sagan, der for femte år i træk er på vej mod at vinde den grønne pointtrøje.

Sagan har kørt intet mindre end enestående, og han har taget to etapesejre samt været tæt på flere andre gange.

Lørdag venter en nogenlunde flad etape, som dog har tre kategori-4-stigninger på den første halvdel, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis den grønne trøje laver noget stort igen.

- Han laver noget hver dag, så det er vist et stensikkert ja, svarer holdkammeraten Michael Valgren på spørgsmålet om, hvorvidt Sagan skal prøve på noget lørdag.

Spørgsmål: Er han bare umulig at styre?

- Ja, det er han. Han er fantastisk, lyder det fra den danske holdkammerat.

Danskeren selv har døjet med lidt sygdom, men det er ved at være ovre.

- Det går bedre dag for dag, og jeg er heldigvis ovre min antibiotika nu, og sygdommen er ret meget ude af kroppen. Jeg har haft sådan en mild lungebetændelse og forkølelse - lidt ligesom sidste år, forklarer Valgren.

Sidste år måtte han udgå på en af de sidste etaper i sin Tour de France-debut på grund af sygdom, men det lader til, at han er ved at være ovenpå igen i dette års Tour.

/ritzau/