Valgresultat i Kosovo lader vente på sig efter vold

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Vælgerne i Kosovo må vente med at få svar på, hvem der har vundet søndagens lokalvalg.

Landets centrale valgkommission kan ikke fremlægge et foreløbigt valgresultat fra de boligområder, som bebos af landets serbiske mindretal, hvor ekstremister har stået for voldelige episoder. Det meddeler kommissionen mandag.

Soldater fra Nato-styrken KFOR måtte søndag gribe ind i byerne Mitrovica og Zvecan. Siden måtte soldaterne fragte stemmesedler fra Kosovos nordlige del til hovedstaden Pristina.

Samtidig blev dusinvis af medarbejdere fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, af sikkerhedsgrunde evakueres fra landets nordlige del sammen med valgurnerne.

Forklædte serbiske ekstremister overfaldt valglokaler i Mitrovica, hvor vælgere blev gennempryglet, og valgurner blev ødelagt. Ekstremisterne sprøjtede tåregas mod de vælgere, som ventede på at stemme.

Voldsepisoderne fik afbrudt valghandlingen i talrige stemmelokaler og forhindret et frit og retfærdigt valg. Det mener de kosovo-serbernes førende politikere, som kræver omvalg i Mitrovica.

Lokalvalget, hvor 1,7 millioner stemmeberettigede skulle vælge borgmestre i Kosovos 36 kommuner, bliver nøje fulgt af EU.

EU havde håbet, at valget ville vise, at det er gået fremad med integrationen mellem serbere og albanere i Kosovo.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har udtrykt håb om, at valget ville normalisere forholdet mellem Kosovo og Serbien 14 år efter, at Nato greb militært ind i den serbiske provins og gjorde en ende på Serbiens monopol på magten.

Kosovo, hvor omkring 90 procent af befolkningen er etniske albanere, erklærede sig i 2008 uafhængig, men det serbiske mindretal anerkender fortsat ikke regeringen i Pristina.

Heller ikke Serbien selv anerkender et uafhængigt Kosovo, men her har præsidenten og regeringen opfordret det serbiske mindretal til at stemme ved valget, efter at EU tidligere på året fik en aftale på plads mellem Kosovo og Serbien.

/ritzau/dpa