Valgstedsmåling forudsiger politisk uro i Irland

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Irlands nuværende regeringskoalition ser ud til at komme katastrofalt dårligt ud af fredagens parlamentsvalg, viser de første valgstedsmålinger, som er foretaget for avisen Irish Times.

Fine Gael, det store konservative regeringsparti med premierminister Enda Kenny i spidsen, bliver godt nok Irlands største parti med 26,1 procent af stemmerne ifølge målingen fra Ipsos, men det er hele ti procentpoint færre end ved det seneste valg.

Derudover ser koalitionspartneren Labour ud til at blive mere end halveret. Ifølge valgstedsmålingen står partiet kun til 7,8 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 fik partiet 19,5 procents opbakning fra befolkningen.

Med samlet cirka 34 procent af stemmerne er der langt op til de 41-42 procent, som ifølge tidligere udmeldinger fra regeringen var nødvendigt for at fortsætte på magten med støtte fra uafhængige kandidater og mindre partier.

Bliver det endelige valgresultat i omegnen af, hvad målingen spår, risikerer Irland en periode med politisk ustabilitet, da det ifølge iagttagere kan være svært at se, hvilke partier der kan finde sammen om at danne regering.

Et scenarie kan dog være en alliance mellem partierne Fine Gael og dets gamle rivaler i midterpartiet Fianna Fail. Partierne har været forbitrede politiske modstandere siden Irlands borgerkrig i 1920'erne.

Tilsammen får de 49 procent af stemmerne ifølge målingen.

Ud over det usikre resultat ved valget gør Irlands komplicerede valgsystem det ikke nemmere at forudsige, hvordan pladserne i Dail Eirann, som er navnet på parlamentet, bliver fordelt, bemærker Irish Times.

- Kompleksiteten i single transferrable voting-valgsystemet gør det svært at give en præcis forudsigelse af antallet af pladser, som de forskellige partier vil få, skriver avisen.

Valgsystemet er en form for forholdstalsvalg, hvor vælgerne på stemmesedlen markerer deres prioriteter ud for flere kandidater.

De første egentlige resultater fra valget ventes lørdag morgen.

/ritzau/