Valgstedsmålinger: Nordatlantiske stemmer bliver afgørende

Der er lagt op til ekstremt tæt løb mellem de to fløje i dansk politik ved folketingsvalget.

Både DR og TV2's valgstedsmåling viser, at de fire nordatlantiske mandater kan komme til at spille en helt afgørende rolle for, om det skal være Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, eller Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der bliver Danmarks næste statsminister.

En valgstedsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken giver blå blok 88 mandater, mens rød blok får 87 mandater. Samtidig viser DR's valgstedsmåling 89 mandater til blå blok og 86 mandater til rød.

Dermed vil ingen af de to statsministerkandidater kunne tælle til de nødvendige 90 mandater, og det vil således være de fire mandater, der skal uddeles på Færøerne og Grønland, som skal afgøre valgets udfald.

Her har rød blok i den forudgående valgperiode haft støtte fra tre mandater, mens blå blok har fået støtte fra et enkelt.

En valgstedsmåling - også kaldet en exitpoll - adskiller sig fra en meningsmåling, da man udelukkende spørger folk, der har været inde i stemmeboksen.

DR Nyheders valgstedsmåling foretaget af Epinion viser, at blå blok med Lars Løkke Rasmussen i spidsen får 50,8 procent af stemmerne og 89 mandater, mens rød blok og Helle Thorning-Schmidt får 49,2 procent og 86 mandater.

DR Nyheders exit poll lavet af Epinion er baseret på 4524 besvarelser. Den statistiske usikkerhed er på maksimalt 1,5 procent.

En valgstedsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken giver blå blok 88 mandater og 50,9 procent af stemmerne, mens rød blok får 87 mandater og 49 procent af stemmerne. Målingen bygger på svar fra 6000 personer.

/ritzau/

Dagens Gossip