Valuta- og oliehandlere øger troen på britisk ja til EU

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Troen på, at Storbritannien bliver i EU, er blevet styrket hos verdens olie- og valutahandlere sent torsdag aften.

Det sker, efter at valgstederne i Storbritannien er lukket og analysebureauet YouGov har offentliggjort en sidste meningsmåling, der viser et spinkelt flertal for et fortsat medlemskab af EU.

Det britiske pund bliver styrket til 1,499 dollar, og er dermed på sit højeste niveau i seks måneder. Midt i juni handlede pundet til 1,411 dollar.

Også olieprisen reagerer på den generelt styrkede tro på, at briterne ikke kaster EU ud i en større politisk krise med et nej til fortsat deltagelse i det europæiske samarbejde.

Prisen for en tønde nordsøolie - brent - stiger til 51 dollar per tønde, en stigning på små to dollar fra tidligere torsdag.

Op ad aften er meldingerne fra valget, at valgdeltagelsen er høj. Det er ifølge valgeksperter godt nyt for dem, der gerne ser Storbritannien fortsætte i EU, da tvivlere normalt hælder mod status quo.

En meningsmåling fra YouGov, der har spurgt tidligere respondenter om, hvad de har tænkt sig at stemme, spår en sejr til EU-tilhængerne på 52 procent mod 48 procent til dem, der gerne vil forlade EU.

Målingen er dog behæftet med den sædvanlige usikkerhed og er ikke en valgstedsmåling, hvor vælgerne er blevet spurgt, hvad de har stemt, når de er kommet ud fra valgstedet.

/ritzau/