Valutareserven faldt igen: Renteforhøjelse er ikke på tale

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Presset på kronen ser ud til at være overstået, i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i udviklingen i valutareserven.

Nationalbanken fortæller tirsdag, at man i maj har solgt valuta for 35 milliarder kroner for at styrke kronen.

Sammenholdt med indfrielse af gæld betyder det, at valutareserven skrumpede med 46,6 milliarder kroner og nu er nede på 658,9 milliarder kroner.

Alligevel er der ikke rigtigt nogen økonomer, der tror at en renteforhøjelse venter lige om hjørnet.

Makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen fra Sydbank noterer sig, at valutaudsalget de seneste to måneder ganske vist er det højeste i den periode, hvor euroen har eksisteret.

Men det skal ses i sammenhæng med, at Nationalbanken tidligere i år har interveneret for 275 milliarder kroner i forsvaret for kronen.

- Kronens nuværende kurs overfor euroen er tæt på centralkursen, og der er derfor ikke meget, som peger på, at Nationalbanken hæver renten foreløbigt, skriver han i en kommentar.

Han forventer dog en renteforhøjelse "i løbet af 2015". Chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit ligger på linje med de vurdering, idet han regner med, at vi skal hen i sensommeren og efteråret, før en renteforhøjelse kan komme på tale.

- Det bliver dog i alle tilfælde tale om en langsom normaliseringsfase, hvor Nationalbanken kun langsomt vil hæve de toneangivende renter.

- Det betyder også, at vi først forventer, at indskudsbevisrenten vender tilbage i det positive territorium i løbet af 2017.

Renten på indskudsbeviser i Nationalbanken er lige nu minus 0,75 procent.

/ritzau/