Valverde napper etapetriumf i Vueltaen

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde fra Movistar-holdet vandt 4. etape af Vuelta a España.

Han var hurtigst, da feltet afsluttede tirsdagens 209,6 kilometer fra Estepona til Vejer de la Frontera med en stejl stigning på de sidste godt fire kilometer.

Valverde formåede lige netop at holde slovakken Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) bag sig på andenpladsen.

Dermed er Sagan tilbage i rollen som rytteren, der ufrivilligt samler på andenpladser. Dem fik han fem af i årets Tour de France.

Mandag vandt han dog 3. etape i Spanien, og han mødte utvivlsomt op med fornyet selvtillid efter etapesejren. Og det var tydeligt, at hans mandskab også havde tiltro til ham.

Således tog Tinkoff-Saxo-holdet klart det største ansvar i hovedfeltet i jagten på at køre etapens udbrydere ind.

De sidste blev hentet med præcis 11 kilometer tilbage, og Tinkoff-Saxo - med blandt andre Jesper Hansen - blev i spidsen for at sætte højt tempo frem mod den afsluttende bakke.

Efter et par angreb satte spanieren Samuel Sánchez (BMC) et seriøst angreb ind med et par kilometer tilbage sammen med Sky-rytteren Nicolas Roche.

Men på den sidste kilometer satte Alejandro Valverde et perfekt angreb ind, og med Sagan jagtende lige bag sig kørte Valverde først over målstregen.

Tredjepladsen tog Daniel Moreno (Katusha) sig af, mens Roche kom ind som nummer fire.

I den samlede stilling fører colombianeren Esteban Chaves (Orica Greenedge) fortsat. Han kom i mål på en tiendeplads, tre sekunder efter Valverde på tirsdagens etape.

Chaves har fem sekunder ned til hollandske Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) på løbets samlede andenplads.

/ritzau/