Van Basten-mål satte Fulham i gang i London-derby

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

En del af tilskuerne til mandagens Premier League-opgør mellem Crystal Palace og Fulham fik undervejs i kampen formentlig flashback til EM-finalen i 1988.

For Pajtim Kasanis mål til 1-1 mindede ret meget om Marco van Bastens elegante helflugter hen over Eike Immel.

Hjemmeholdets fans havde dog formentlig svært ved at nyde scoringen, der pustede liv i gæsterne, som siden gik hen og vandt opgøret 4-1.

Det var ellers Crystal Palace, der startede London-derbyet bedst og bragte sig foran efter bare syv minutter ved Adrian Mariappa.

Fulham virkede famlende, men så tog Kasami affære. Han timede sit løb perfekt, så han kunne brysttæmme en høj stikning fremad ad banen.

Hårdt presset af en modstander og fra en meget spids vinkel flugtede han bolden i en bue hen over en målløs Julian Speroni i hjemmeholdets mål.

Så kom smilet frem hos holdejer Shahid Khan og hos holdkammeraterne, der var som forvandlet.

Fulham overtog styringen, og med tre mål lige omkring pausen satte de tingene på plads.

Sejren giver Fulham ekstra luft i bunden, mens Crystal Palace efter syv nederlag i otte kampe kun har tre point på næstsidstepladsen.

/ritzau/