Van Gaal: Bronzekampen burde slet ikke spilles

Det giver ingen mening, at der skal spilles en bronzekamp ved fodbold-VM.

Sådan lyder det fra Hollands landstræner, Louis Van Gaal, som lørdag skal forsøge at motivere sit hold til at spille i kampen om tredje- og fjerdepladsen ved slutrunden i Brasilien.

- Jeg mener ikke, den kamp nogensinde skulle spilles, og det har jeg sagt i 10 år. I en fodboldturnering skal spillere ikke spille om tredje- og fjerdepladsen. Der er kun én titel, der gælder, og det er at blive verdensmester, siger hollænderen oven på onsdagens semifinalenederlag til Argentina.

Han mener samtidig ikke, det er retfærdigt, at Brasilien, som tirsdag tabte 1-7 til Tyskland, får en ekstra dag til at lade op til kampen.

- Det er unfair, at vi har en dag mindre til at restituere i sammenlignet med vores modstander.

- Men det værste ved det hele er, at man kan tabe to kampe i træk. Og ved en turnering, hvor du har spillet så fantastisk godt, så kan du risikere at rejse hjem som en taber, bare fordi du har tabt de sidste to kampe. Det har ikke noget at gøre med sport i min verden, siger Louis Van Gaal.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip