Van Gaal frier til Robben: Kom bare med mig til United

Skrevet af admin

13/07/2014

Dagens topnyheder

Bayern München-stjernen Arjen Robben er velkommen til at fortsætte karrieren i engelske Manchester United.

Den åbne invitation kommer fra Hollands afgående landstræner, Louis van Gaal, der efter VM skal være manager i den engelske storklub.

- Han ved, at han er velkommen, siger van Gaal ifølge AFP til hollandske NOS.

Men Robben, der blev kåret som bedste spiller efter lørdagens kamp, bider ikke på.

- Han ved, at det ikke er en mulighed, men det er godt at vide, at jeg er eftertragtet, siger han til avisen De Telegraaf ifølge nyhedsbureauet NTB.

30-årige Robben forlængede i foråret sin kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2017.

Den hollandske landsholdsprofil har tidligere spillet for Chelsea i Premier League og har desuden været omkring Real Madrid, inden skiftet til Tyskland i 2009.

Louis van Gaals hollandske landshold slog lørdag Brasilien 3-0 og vandt bronze ved VM i fodbold.

/ritzau/