Van Gaal skoser Mata efter dyr udvisning

Skrevet af admin

07/03/2016

Mest læste i dag

Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, langer ud efter spanieren Juan Mata, der søndag blev udvist i første halvleg af holdets 0-1-nederlag til West Bromwich Albion.

- Den episode vendte kampen på hovedet. Det er en stor skuffelse, for det har stor betydning for vores placering i ligaen. Som spiller skal du vide, at du skal passe på, når du har et gult kort, siger en frustreret van Gaal ifølge Reuters efter kampen.

Mata betalte prisen for få minutters ubetænksomhed, da han fik to gule kort i det 24. og 27. minut.

Det straffede den venezuelanske landsholdsspiller Salomón Rondón efter 66 minutter. Her bragte han West Bromwich foran 1-0, og United formåede ikke at komme tilbage derfra.

Van Gaal mener, at Manchester United havde fortjent bedre efter at have spillet størstedelen af kampen i undertal.

- Vi spillede 60 minutter med 11 mand på banen, men vi virkede ikke rystede, og vi gav ikke for mange chancer væk, siger hollænderen.

Som så ofte før mente van Gaal, at hans hold havde fortjent en anden skæbne.

- Jeg vil ikke sige, vi fortjente at vinde kampen. Men vi fortjente ikke at tabe den. Når du kigger på, hvor få chancer West Bromwich skabte, så var det et unødvendigt tab, siger van Gaal.

Nederlaget efterlader Manchester United i ingenmandsland. Det skrantende storhold har 13 point op til førerholdet Leicester og tre point op til Manchester City på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League. City har dog en kamp i hånden.

/ritzau/