Van Persie: United kan blive min sidste klub

- United kan blive min sidste klub, røber han til BBC. 29-årige Robin van Persie blev købt for omkring 230 millioner kroner i sommer og har været en gedigen størrelse i Manchester Uniteds kurs mod mesterskabet i denne sæson. 

Indtil videre er det blevet til 19 sæsontræffere for Alex Fergusons mandskab i Premier League fra den hollandske skarpretter, der har kontrakt frem til 2016. 

- I de næste par år vil jeg være i Manchester United – og måske længere endnu, fortsætter van Persie, der blandt andet pointerer, at Manchester United sætter pris på ældre spillere som Ryan Giggs og Paul Scholes.

- Der er et antal klubber i Europa, hvor ældre spillere bliver værdsat. Det plejede at være i Juventus og AC Milan, og i dag er Manchester United et godt eksempel på det. Så hvem ved, hvor længe jeg blive i klubben.

Og det behøver slet ikke at være slut med holdkammeraten Ryan Giggs på 39 år.

Manager Alex Ferguson åbner for, at waliseren kan fortsætte endnu en sæson.

- Ryan er et exceptionelt menneske. Han har aldrig vejet for meget, aldrig haft en alvorlig skade, og han misser praktisk talt aldrig en træning. Han løber stadig forrest, når vi forbereder os til en ny sæson, siger Ferguson ifølge DR til Ritzau.

- Men han har bare den her umættelige appetit på at fortsætte med at spille. Han vil spille næste år, og hvem ved, måske vil han fortsætte endnu et år. Jeg er sikker på, at han når at runde 41 og stadig være spillende.

Ryan Giggs har spillet i Manchester United i 23 sæsoner. Så mange når van Persie med sikkerhed ikke.

Dagens Gossip