Van Persie: United kan stadig vinde Premier League

Det engelske mesterskab er stadig inden for rækkevidde for Manchester United.

Sådan lyder forudsigelsen fra stjerneangriberen Robin van Persie, efter at han søndag med en sen scoring sikrede United et enkelt point mod Chelsea, der fører Premier League.

- Vi kan være godt tilfredse med et point. Vi gør det bedre og bedre. Det er stadig tidligt på sæsonen, og ja, vi kan godt indhente Chelsea, fastslår hollænderen over for Sky Sports.

Efter ni kampe i Premier League ligger United nummer otte med 13 point. Det er 10 færre end førerholdet Chelsea.

I søndagens opgør så det længe ud til, at Jose Mourinhos mandskab skulle tage alle tre point, men Robin van Persie fik udlignet i overtiden. I den efterfølgende jubelscene smed angriberen trøjen, hvilket blev takseret til et gult kort af kampens dommer.

Den målfejring er United-manager Louis van Gaal på ingen måde tilfreds med.

- Man var vidne til en tåbelig reaktion efter målet. Det er i orden at blive glad, men du behøver ikke tage din trøje af. Så får man et gult kort, og det er ikke for klogt, siger manageren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manchester United går endnu en vanskelig kamp i møde. I næste Premier League-runde skal holdet op imod rivalerne fra Manchester City.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV