Van-tastiske Esbjerg

FCN-træner Kasper Hjulmand skal i hvert fald hjem og trimme sit mandskab efter en rundbarbering i Esbjerg, hvor den debuterende Esbjerg-træner Niels Frederiksen fik den optimale sæsonstart.

Allerede ved pausen kunne han se sit mandskab være foran 3-0, ikke mindst takket være den debuterende hollænder Mick van Buren, der gjorde en van-tastisk entré foran sit nye hjemmepublikum. Cheftræneren kaldte van Burens spil for fremragende, men han var stolt af hele holdet, der med lob, hæl, tå og et aggressivt angrebstog buldrede over FC Nordsjælland.

Fås ikke bedre

- Det kan ikke fås bedre, hvis vi ser på resultatet. Der er stadig momenter, hvor vi skal være bedre til at vurdere situationerne, men vi leverer en fantastisk indsats. Jeg synes virkelig, vi er giftige frem i banen, og forsvaret stod helt fantastisk i dag, siger Niels Frederiksen.

FCN manglede tyngde i offensiven med profiler som Nicolai Stokholm, Morten Nordstrand, Søren Christensen og Uffe Bech ude med skader og karantæne, og kampen igennem var der fuldt stop i Esbjerg-defensiven.

Hjulmand ser indad

Derimod gik det i ekspresfart mod den anden ende, hvor Esbjerg allerede kom foran efter otte minutter ved Martin Braithwaite. 10 minutter senere øgede van Buren på et flot lob over Jesper Hansen, og kort efter spurtede han fra Mario Ticinovic på venstrekanten, skar ind i feltet, og med et koket lob passerede han Jesper Hansen.

- Jeg synes, vi så et godt spillende Esbjerg-mandskab, der var godt indstillet. Modsat så vi et FC Nordsjælland-mandskab, der ikke var godt indstillet. Og der peger pilen på mig, sagde Kasper Hjulmand efter kampen til TV3 Sport1.

Kasper Hjulmand forsøgte at ændre slagets gang med to udskiftninger efter 36 minutter, men til trods for spilovertag var FC Nordsjælland kampen igennem fysisk underlegne.

Esbjerg faldt i kadence efter pausen, men det ændrer ikke på indtrykket af et Esbjerg-mandskab, der fortsætter de fornemme takter fra foråret.

Dagens Gossip

Dagens TV