Vancouvers danske helt: Flænger kunne ikke stoppe mig

Skrevet af admin

27/12/2015

Mest læste i dag

Ishockeyspilleren Jannik Hansen sikrede natten til søndag Vancouver Canucks en overtidssejr på 2-1 over Edmonton Oilers i NHL.

Der var dog en reel risiko for, at den danske matchvinder aldrig var kommet tilbage på isen i slutfasen på grund af to blødende flænger i panden.

Jannik Hansen udgik med et minut tilbage af tredje periode for at blive syet, men det lykkedes Vancouvers lægestab at få lappet danskeren sammen til overtiden, hvor Hansen scorede sit andet mål i kampen.

- Jeg fik bare en lille bule i panden. De var hurtige til at fikse det, og jeg er glad for, at jeg kunne komme tilbage ud på isen, siger Jannik Hansen til Vancouvers hjemmeside.

Danskeren forklarer til nhl.com, at han fik to til fire sting.

- Det var ikke så mange, og det var også årsagen til, at de kunne gøre det så hurtigt.

- Det var på et heldigt sted. Det var ikke et sted, hvor det gav problemer, og de var også hurtige til at fryse det ned. Det tog dem ikke en gang fem minutter, forklarer Jannik Hansen.

Den 29-årige dansker glæder sig over sine vigtige scoringer, og specielt at Vancouver omsider vandt i overtiden. Det var blot tredje gang i denne sæson, at det skete. Ni gange er det endt med nederlag i overtiden for Vancouver.

- Det var dejligt. Vi har næsten spillet ti af de her kampe og ikke vundet.

- Det er et meget vigtigt point for os, som betyder, at vi holder fast. Vi har spillet godt siden Philadelphia og har fået nogle sejre, og det er godt for moralen, siger Jannik Hansen.

I begyndelsen af anden periode udlignede danskeren til 1-1 efter godt forarbejde fra Vancouvers to svenske brødre, Henrik og Daniel Sedin.

- Det er dem i en nøddeskal. Hvis du skøjter hen i et åbent hul, så finder de dig, siger Jannik Hansen.

Danskeren har scoret 12 gange i NHL i denne sæson.

/ritzau/