Vandbærernes stjerne

Den 33-årige silkeborgensers evne til at køre sig selv langt ud over grænsen for andres succes var så åbenlys, da han endelig fik chancen i det franske etapeløb som hjælperytter for Mark Cavendish på HTC-Highroad.

Og set med danske øjne, hjalp det også, at Lars Bak som regel var i godt humør, når kameraerne var i nærheden. Hans umiddelbare ærlighed var dejligt befriende.

Tre år senere er Lars Bak ikke længere en rookie i Tour-sammenhæng. Han er rutineret, snu og vigtigst af alt arbejdsom. En slags stjerne af vandbærerne, der gør deres arbejde uden for TV-kameraerne. Og Bak elsker sin rolle på Lotto-Belisol. Han nyder det sammenhold, der opstår, når ni mand føler samme lyst og ærgerrighed for, at en af dem kan få succes.

Men de personlige ambitioner bobler stadig inde i Lars Bak. Og i dette års Tour de France er der formentlig kun én chance for, at han kan gå efter succes til sit eget navn. Den chance er i dag.

»Hvis jeg skal i udbrud under Tour de France, så skal det være den her etape til Lyon. Jeg vil i hvert fald forsøge,« siger Lars Bak.

Skal gribe chancen

»Her til Tour de France er der rigtig mange sprinterhold. Jeg kører selv for et af dem, og jeg skal hjælpe André Greipel til, at det bliver en massespurt. Derfor er der måske fire-fem etaper under en Grand Tour, hvor udbryderne holder hjem. Resten er massespurter, enkeltstarter eller bjergetaper.«

»Det er så få chancer, man får for at gå i udbrud, så det gælder om at gribe dem. I Giro d’Italia i år var der f.eks. et par stykker, og Adam Hansen fra vores hold vandt en af dem, så det reddede vores Giro. Man skal være på dupperne på de dage, hvor udbruddet holder hjem.

En af de få muligheder leder mange cykelryttere forgæves efter en hel karriere. For Lars Bak lykkedes det i Giro d’Italia sidste år, da han vandt en etape efter et langt udbrud, som han stak af fra på afslutningen. Den succes og ikke mindst Baks egenskaber som hjælperytter fik forleden Lotto-Belisol til at give Lars Bak en ny kontrakt, som gælder et år mere. Det var en helt naturlig forlængelse, og den kan meget vel blive forlænget flere gange. Bak og Lotto-Belisol er det perfekte match. Hvordan befinder du dig på Lotto-Belisol?»Jeg har det helt vildt godt på Lotto. Jeg er købt ind som hjælperytter, men holdet kan selvfølgelig godt lide, når jeg selv vinder. Det, der er allervigtigst, er, at jeg kører habilt i forårsklassikerne, og at jeg kører godt i Tour de France. Det redder min sæson, hvis jeg kører godt her.«

Masser af ambitioner

»Det er jo ikke sådan, at jeg ikke har ambitioner. Jeg er også indebrændt. Man skal bare huske på, at selvom jeg ikke vinder nogen cykelløb i år, så betyder det ikke, at holdet ikke er tilfreds med mig, for jeg gør mit job her i Tour de France, hvor vi arbejder for André Greipel og Jurgen van den Broeck, som desværre ikke er med længere. Men man kan ikke blæse og have mel i munden.

Det er tredje gang i træk, du kører Tour de France. Hvad tænker du om, at det er nu, du når det her niveau?»For nogen sker det tidligt og for andre sker det senere. Det er kommet lidt sent til mig, men nogle gange skal man også tage lidt initiativ. Det var jo ikke, fordi jeg ikke brød mig om de folk, der var på Team CSC, men det var som om, at fordi jeg var lærling der, så blev man ved med at se mig som lærling. Jeg ville gerne prøve at komme videre, og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt. Jeg er sgu glad for det, for det er det skifte, der har gjort, at jeg er der, hvor jeg er i dag.«Tror du, at du ville have været på samme niveau, hvis du var blevet på Team CSC?»Hvis jeg var blevet hos Bjarne, så var jeg nok aldrig kommet til at køre Tour de France, fordi de satser på klassementsfolk. Jeg er blevet opdaget på, at jeg er god til at sidde og føre på flad vej og føre et sprinterhold frem, og det er der ikke på Bjarnes hold. Så svaret er nok, at jeg ville ikke have været her i dag, hvis jeg var blevet hos Bjarne.«Hvor længe tror du, at du vil blive ved?»Jens Voigt er jo over 40 år. Jeg tror, det handler rigtig meget om motivation. Lige nu brænder jeg kanon meget for det. Det handler dybest set om, at man skal have det sjovt med det, man laver. Det er det allervigtigste - også når man skal vælge hold. Selvfølgelig er pengene vigtige, men man skal kunne lide at være på holdet, for man er sammen med dem 170 dage om året. Det er vigtigt, at man trives, at de er tilfredse, og at der er gensidig respekt. Det synes jeg, der er her på Lotto. Vi har et godt sammenhold, så det er sgu fedt at være her.

Dagens Gossip

Dagens TV