Vandet skal fortsat koges på Bornholm

Skrevet af Elo Christoffersen

05/10/2012

Mest læste i dag

Det anbefales fortsat forbrugerne i Allinge og Sandvig at koge vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.

Bornholms Forsyning håber nu, at have fundet kilden til forureningen, og stoppet denne, ved at aflukke en del af vandværket. De kommende dages analyser vil vise om det er korrekt.

Forsyningen har på baggrund af de seneste analyser, som igen viste en lav forurening i den øverste del af Allinge, foretaget en fornyet gennemgang af vandværkets installationer og ledningsføringer. Her er der konstateret underjordiske rørføringer af ældre dato, der ikke har stemt overens med tegningerne. Det har afsløret en del af beholdersystemet, hvorfra vandet løb ned til byen uden mulighed for prøvetagning og analyse. Det kan være forklaringen på de usammenhængende analyseresultater, der desuden har været svære at tolke på grund af det lave forureningsniveau. Den del af beholdersystemet, som formodes at være forurenet, er i dag blevet frakoblet.

Prøver udtages fortsat dagligt, og resultaterne vurderes løbende. Bornholms Forsyning regner med at have nye informationer senest fredag.