Vandpistolmand sigtes for vold mod Thorning

»Vi har anholdt en 23-årig mand fra Aarhus, som vil blive sigtet for vold,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Carsten Dahl, til bt.dk.

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 119 stk. 1 om vold eller trusler mod embedsmænd i funktion. Statsministeren kommer ind under den paragraf, da hun var i offentlig tjeneste.

Episoden fandt sted på Tangkrogen i Aarhus, hvor den unge mand trak en vandpistol.

»Han har taget en rigtig stor vandpistol og skudt mod statsministeren. Hun blev ramt en smule af noget vand,« siger vagtchefen til bt.dk.

Manden blev kort efter overmandet af politiet.

Den 23-årige mand befinder sig på Politigården i Aarhus, hvor politiets jurister er i færd med at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør og kræves varetægtsfængslet.

Overtrædelse af straffelovens paragraf 119 kan straffes med fængsel indtil seks år.

Helle Thorning-Schmidt fik i det hele taget en uvenlig modtagelse ved arrangementet på Tangkrogen, hvor talrige demonstranter overdøvede hendes tale.

Bagefter sagde statsministeren, at hun ikke har meget til overs for folk, der overdøver andre.

»For mig handler 1. maj om dialog, og jeg synes, det var synd for dem, der gerne ville høre talen, at de ikke fik mulighed for det,« sagde Helle Thorning-Schmidt og fortalte, at hun fik helt ondt i ørerne af at stå på scenen og høre på den store utilfredshed.

Østjyllands Politi har anholdt yderligere to personer i forbindelse med protester mod statsministeren. Begge blev anholdt i Randers, den ene for at kaste en tomat mod Helle Thorning-Schmidt, den anden for at trække sine bukser ned foran statsministeren.

Dagens Gossip