Vandsektoren: Kortlægning af grundvand viser hvor vi skal sætte ind

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Det giver en uvurderlig viden, at Danmarks grundvand nu er blevet kortlagt, lyder det fra vandsektorens interesseorganisation Danva.

- Selve kortlægningen er med til at give stor viden om, hvor der skal sættes ind, hvis vi skal beskytte grundvandet mod aktiviteter på overfladen - det være sig industri, byudvikling eller landbrugsdrift, siger direktør Carl-Emil Larsen, Danva.

Det er 15 års arbejde med at kortlægge fremtidens drikkevandsressourcer, der nu er afsluttet.

På baggrund af kortlægningen er der udpeget cirka 7000 kvadratkilometer områder, der er særligt følsomme over for nitrat og sprøjtemidler.

Heraf er 5000 kvadratkilometer udpeget som indsatsområder, hvor der kan være behov for bedre beskyttelse, og hvor kommunerne skal lave planer for, hvordan de vil beskytte drikkevandet.

Det er 40 procent af Danmarks undergrund, der nu er blevet kortlagt.

Men indsatsen for at kortlægge undergrunden bør ikke stoppe dér, lyder det fra vandsektoren.

- Der er stadig behov for at bruge ressourcer til kortlægning. Dels flytter vi løbende indvindingen til områder, der ikke er kortlagt, dels er der behov for i nogle områder at lave en mere detaljeret kortlægning, end det er foregået indtil videre, siger Carl-Emil Larsen.

Han mener derfor, at det er afgørende, at der fortsat bruges ressourcer på at udbygge og vedligeholde kortlægningen.

- Som med al anden viden gælder det, at den skal vedligeholdes, for ellers bliver den forældet, siger Carl-Emil Larsen.

/ritzau/