Vandt derby i hurtigste tid nogensinde

Der var 710.000 kr. til vinderens ejer Peter Rudbeck, der samtidig er træner af hesten og har opdrættet den. Præmien på 710.000 kr. er i øvrigt den største pengepræmie i et idrætsarrangement i Danmark i 2013.

Danmarks oftest sejrende travkusk nogensinde, Birger Jørgensen, sad i sulkyen, og han pressede i en meget hård opløbskamp sin hest forbi Sirocco Sisa.

Sidstnævnte blev kørt af Steen Juul, den kusk der har næstflest sejre nogensinde i Danmark. Vindertiden var 1.15,0 over de 3000 meter med autostart, og det er den hurtigste vindertid i Derbyets 116 årige historie. De to duellerende heste tilhørte favoritterne i Derbyet, og de er mødes nu i en revanchematch søndag 15. september i Aalborg Store Pris med 125.000 kr. til vinderen over 2100 meter autostart. Birger Jørgensen tog sin anden Derbysejr. Han vandt sidst Danmarks største løb i 1988.

- Det er rigtigt dejligt igen at vinde Derbyet, sagde en meget tilfreds Birger Jørgensen foran et talstærkt publikum i Lunden.

- Jeg sad ikke bag favoritten, så jeg kørte i et løb på chancen, hvor jeg ikke sendte min hest i angreb før i sidste sving. Jeg kunne ind i opløbet mærke, at Stand And Deliver ville afslutte godt, men jeg havde stadig et par længder frem til Scirocco Sisa, som vi heldigvis fangede på målstregen.

Den 46-årige revisor fra Skive, Peter Rudbeck, er manden bag Stand And Deliver. Han har opdrættet, ejer og træner hesten, som nu er den mest vindende 4-åring i Danmark med næsten 1,5 mio. kr. i indkørte pengepræmier.

- Jeg købte min første travhest som 18-åring, men først da familien i 2004 købte vores nuværende gård lige udenfor Skive, kom der for alvor fart i hestene, forklarede en synligt rørt Peter Rudbeck.

- Hele familien er hesteinteresserede, og det er også nødvendigt med tre følhopper, to føl, en 1-åring, en 2-åring, to 3-åringer og to 4-åringer i stalden, for der er masser af arbejde, som skal gøres hver dag. Jeg er perfektionist med hestene, og intet overlades til tilfældighederne.

Dagens Gossip