Vandt DM i kæmpegræskar og satte ny Danmarksrekord

DM i Kæmpegræskar 2012 blev i går afgjort i Tivoli. Fire græskardyrkere bejlede til mestertitlen, men de blev alle blev slået af ægteparret Hanne og Lasse Kolding fra Slagelse, som løb af med sejren med et kæmpegræskar på hele 451,4 kilo.

Dermed blev den gamle danmarksrekord tilbage i 2008 på 335 kilo slået med hele 116,4 kilo. Konkurrencens anden kvindelige deltager Rikke Paulsen fra Vojens blev nummer 4 med et græskar på 79,6 kilo. Danmarks største græskar kan ses i forbindelse med Halloween i Tivoli frem til den 28. oktober.
Vinder DM i kæmpegræskar 2012 Lasse Kolding siger;

- Jeg har i flere år været tæt på sejren, men i år skulle det altså være at min kone og jeg der eftertrykkeligt satte jyderne til dørs og at det blev med ny danmarksrekord gør kun sejren endnu bedre.

Det var et tydeligt rørt ægtepar fra Sydsjælland der i år løb med æren og på spørgsmålet om hvordan man avler et så gigantisk græskar? lød svaret prompte;

- Er du da tosset mand – det røber vi da ikke, men jeg vil gerne sige, at vores græskar i år er blevet pakket ind i min gamle fars edderdunsdyne om natten – og det har gjort en forskel. Derudover har vores kæmpegræskar fået masser af kærlig pleje, spagnum og komøg. Jeg håber, at vi med denne rekord kommer til at sidde længe på tronen over alle tiders største græskar i Danmark og på sigt går vi efter verdensrekorden på 910 kilo der er sat i USA, slutter en stolt Lasse Kolding vinder af DM i kæmpegræskar sammen med hustruen Hanne. Lasse er varmemester til dagligt.

Andenpladsen gik til Carsten Møller Nielsen fra Ærø med et græskar på 180,8 kilo, mens tredjepladsen gik til Tage Svendsen fra Vejen med et græskar på 176 kilo.

Dagens Gossip