Vandt otte millioner i Lotto: Jeg har ikke en gang købt to øl endnu

Skrevet af Ann Katrine Warren

19/03/2013

Mest læste i dag

- Hvis jeg vinder i Lotto så…

Sådan har mange af os sagt. Også en kvinde fra Aalborg, der i lørdags vandt 8,1 millioner kroner. Nu har hun helt andre planer med gevinsten, end hun troede, hun ville have.

- Jeg har altid sagt, at hvis jeg vandt i Lotto, ville jeg betale huset ud og købe en pakke smøger og to øl. Men vi skylder ikke så meget i huset længere, jeg ryger ikke, og jeg har ikke fået købt noget som helst endnu. Ikke engang to øl, fortæller spilleren til Danske Spil.

Sammen med sin mand snuppede hun en af lørdagens store Lotto-gevinster. Ægteparret er fra Aalborg og vandt 8.147.122 kroner på deres abonnementspil.

- Jeg får en sms med vindertallene. Og i lørdags kiggede jeg på dem og syntes, de så bekendte ud. Jeg har spillet på de samme mærkedage i tyve år, men jeg var alligevel ikke sikker. 


Kvinden tjekkede på husets computer og råbte til sin mand, at de havde vundet 800.000 kroner.



- Jeg kunne slet ikke læse tallet. Det var først, da han kiggede på skærmen, at vi fandt ud af, hvor mange penge det er, fortæller hun. 



Og netop gevinstens størrelse har sendt de heldige aalborgensere i tænkeboks.



- Det er mange flere penge, end jeg nogensinde har drømt om. Tænk, at vi overhovedet vandt, siger hun og fortsætter:

- Jeg troede, at hvis vi vandt, ville jeg sige mit job op. Jeg troede også, at jeg ville spise god mad, rejse sydpå og spille fandango. Men vi er gået helt i stå. Og faktisk har jeg slet ikke lyst til at sige mit job op, som jeg er meget glad for, griner hun. 



Ægteparret har sagt ja til økonomisk rådgivning fra en af Danske Spils millionærrådgivere. Herefter håber de nyslåede Lotto-millionærer, at de kan slippe tøjlerne lidt. 



- Mon ikke vi så begynder at slappe mere af. Vi har jo også de to øl til gode, slutter hun.