Vandværker: Bureaukraterne sejrer over det rene vand

Skrevet af admin

15/07/2016

Mest læste i dag

Nye lempeligere regler for godkendelse af vandhaner til det danske marked møder hård kritik fra eksperter og vandværker.

De nye regler betyder, at vandhaner og delkomponenter fra udlandet ikke længere skal godkendes ud fra danske standarder for at blive solgt i Danmark.

Kritikerne mener, at det kan betyde højere doser i det danske drikkevand af stoffer som formaldehyd, fenol og akrylonitril.

De er af Miljøstyrelsen vurderet til at kunne fremkalde kræft eller forårsage organskader.

Dansk Industri mener ikke, at der sker en mærkbar forringelse af forbrugernes drikkevand med de nye regler.

- Vi er på ingen måde ude på mere forurenet drikkevand. Men vi ønsker en effektiv ordning, så både danske og udenlandske producenter løbende kan få godkendt deres vandhaner, og danskerne kan købe de vandhaner, de vil, af fortsat høj kvalitet.

Det siger Elly Kjems Hove, branchedirektør i Dansk Industri Byg.

- Vi har siden 2013 haft en meget ambitiøs godkendelse af vandhaner, GDV. Men den er for kompliceret og har aldrig fungeret. I stedet har godkendelsesansøgningerne hobet sig op, siger Elly Kjems Hove.

Hun henviser til en opgørelse, hvor der i foråret var 585 ansøgninger, hvoraf kun 158 var blevet behandlet.

- I stedet har man tre gange måtte forlænge gamle godkendelser. Det er ikke holdbart, at nye vandhaner med nyt flot design, mere energirigtige og så videre ikke kan komme ind på markedet, siger hun.

Ifølge direktør Carl-Emil Larsen, direktør i Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), er den nye ordning en bureaukratisk sejr over det rene drikkevand.

- Nu har man i al hast gennemført en velfungerende ordning, der kan glæde bureaukraterne, så de nu kan få stemplet en masse godkendelser.

- Men den tager overhovedet ikke hensyn til den vandkvalitet, som det hele handler om, siger han.

Danva-direktøren savner konsekvens i vurderingen af vandkvaliteten.

- Vandværkerne skal indfri meget strenge krav på mikrogramniveau til alle mulige stoffer ude i grundvandet og ude i vandledningerne. Men når først vandet først er røget ind i folks huse, så betyder vandkvaliteten åbenbart ikke noget, siger han.

/ritzau/