Vanløse håber på caffe latte-drikkende Skoubo

Vanløse fra Danmarksserien står på onsdag over for den største kamp i mange år, når københavnerne møder superligamastodonten OB i DBU Pokalen.

De stærkt undertippede Vanløse-drenge tror dog på chancen, når de ydmyge rammer i Vanløse Idrætspark er skiftet ud med TRE-FOR Park i Odense.

For Vanløses rutinerede midtbane-kreatør Klaes Rasmussen er kampen i Odense et gensyn med den gamle hjemmebane. Men ikke et gensyn bare for hyggen og den gamle hjemby.

- Vi går efter at gå videre. Jeg hader at skulle underspille sådan en rolle. OB selvfølgelig tårnhøje favoritter, og vi bliver nok ikke til grin, hvis vi taber 10-0. Omvendt bliver OB utrolig meget til grin, hvis de vinder bare 1-0. Deri ligger vores chance, siger Klaes Rasmussen til Newspaq.

Han kender OB indgående som ungdomsspiller på kontrakt i det fynske fodboldflagskib. Og så kender han også træner Troels Bech, som han trænede under i sin OB-tid.

- Jeg tror egentlig, at han synes, jeg var en god spiller, men han blev fyret. De folk, der tog over i klubben, synes ikke jeg, var en af dem, der skulle satses på. Jeg har ingen horn i siden på nogen i OB. Tværtimod er jeg taknemmelig for det ungdomsliv, jeg havde i og omkring klubben, siger fynboen.

Kunne Vanløse-kreatøren selv sætte holdet, så skulle det være med aldrende Morten Skoubo i startopstillingen.

- Han har tidligere været en fremragende spiller. I OB-udgaven ligner han én, der hellere vil nyde en caffe latte og en chokoladecroissant på cafe Frank A. Han kommer ikke så meget rundt på banen længere, og i boksen tror jeg, vores midterforsvar er for stærke for ham. Deres nye muskelhund Marcus Pedersen frygter vi lidt mere. Han har noget power, der klæder ham og hans mange tatoveringer, siger den frygtløse Vanløse-spiller.

Skulle Vanløse komme godt ind i kampen, så kan det måske ende med den helt store sensation.

- Kan vi bare holde 120 minutter med tomt mål, så er vi da sikret en lottokupon via straffesparkskonkurrence, siger Klaes Rasmussen, der har sin ligeså fynske lillebror Kristian Rasmussen med sig på holdet.

Dagens Gossip