Vanvid i nat: Maskerede mænd med køller og peberspray går amok på café

Ansatte og gæster på Café Kræz på Gråbrødre Plads i Odense fik natten til søndag en ualmindelig ubehagelig oplevelse.

Kort før klokken 02 kom tre-fire knallerter med otte-ni maskerede personer kørende op foran caféen.

- Man når at lukke dørene, men personerne går løs på indgangspartiet med køller, fortæller vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Overfaldsmændene bruger også peberspray, og to gæster bliver udsat for det, men ingen kommer alvorligt til skade.

Efter overfaldet stikker personerne af igen.

- Vi mener, at der er tale om personer fra bandemiljøet, men vi ved ikke, hvorfor de overfaldt caféen, siger Christian Rasmussen.

- Det kan have mange årsager, og på nuværende tidspunkt udelukker vi ikke noget, fortsætter han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV