Vanvid: To mænd brændte bil af på tankstation

Skrevet af Sol Stoffregen

26/12/2013

Dagens topnyheder

I nat blev en stjålen Mercedes stationcar sat i brand på en Shell tankstation i Vallensbæk.

Branden opstod ved midnat, da to mænd havde hældt benzin direkte fra en benzinstander ind i bilen. Herefter satte de ukendte mænd ild til bilen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med    

Brandvæsenet kunne ikke redde bilen, der var overtændt. Ilden spredte sig også til benzinstanderen og tankstationen, lyder det fra Vestegnens Brandvæsen.

Brandmændene nåede at slukke ilden med skum og vand, inden der skete alvorlige skader.

- Det er tankeløst, siger vagtchef Henrik Andreasen, Københavns Vestegns politi til Ekstra Bladet.

Ved hjælp af overvågningskameraer på tankstationen er politiet ved at lede de to gerningsmænd. Den ene af mændene brugte sit kreditkort, da han betalte for benzinen, hvilket kan vise sig at være et vigtigt spor for politiet.

- Vi efterforsker sagen nu og håber videoovervågningen kan hjælpe os, siger vagtchefen.

Den afbrændte Mercedes var en E280 stationcar, som blev stjålet i oktober, mens den holdt i Solrød.