Vanvidsbilist kørte venstre om i rundkørsler og slog 48-årig bilist

En 29-årig mand fra Toftlund fremstilles senere i dag i grundlovsforhør efter hensynsløst kørsel sent i aftes, fortæller lokalpolitileder hos lokalpolitiet i Haderslev, Knud Kirsten, til Dagens.dk.

En 48-årig mandlig bilist var ved 22-tiden på vej fra Ribe mod Gram, da en forankørende BMW - ført af den 29-årige mand - chikanerede ved at sænke og øge farten hele tiden.

Ved helleanlægget og rundkørslen på Kirkeallé i Gram kørte BMW'en venstre om. Den 48-årige mand kørte højre rundt i rundkørslen og var nær blevet ramt. Han fik nok, tog sig til hovedet og dyttede efter føreren af BMW'en.

Men her sluttede det ikke.

Ved det næste helleanlæg ved Kongevej/Østergade kørte manden i BMW'en igen venstre om og han havde nær ramt en modkørende, der måtte undvige.

Den 48-årige mand måtte stoppe. Og så steg to mænd ud af BMW'en. De gik hen til mandens bil og forsøgte at hive hver sin dør op. Den 48-årige mand rullede sideruden lidt ned. Det fik så den 29-årige chikanerende bilist til at flå ruden ud og han stak bilisten to knytnæveslag i ansigtet. Herefter stak de to mænd af fra stedet.

Godt to timer senere sporede en patrulje fra Syd- & Sønderjyllands Politi chikanebilisten på hans bopæl og han blev anholdt.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør over middag.

Politiet vil gerne tale med andre vidner, blandt andet den modkørende bilist, der måtte undvige.

Dagens Gossip