Vanvidsbilist trækker sig: LA-ledelse bakker op om beslutningen

Kent Hedemann Kristensen er færdig som spidskandidat for Liberal Alliance i Fredericia.

Torsdag afslørede Fredericia Avisen, hvordan den liberale topfigur i oktober sidste år havde kørt 243 km/t i sin Mercedes. Kent Hedemann Kristensen var tilsyneladende så stolt af sin kørsel, at han fandt anledning til at tage et billede af speedometret med sin Iphone og efterfølgende lægge det ud på Facebook.

Nu nedlægger han sine politiske poster. Han stiller ikke op til byrådsvalget, og han forlader formandsposten for partiets lokalafdeling i Fredericia.

»Jeg trækker mit kandidatur, først og fremmest fordi jeg ikke ønsker at skade mine medkandidater ude i landet og gode kolleger på Christiansborg yderligere. Liberal Alliance har opnået utroligt meget på relativt få år, og mange mennesker arbejder seriøst med en vigtig mission, som mine handlinger ikke skal stå i vejen for,« siger han ifølge Fredericia Avisen i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Jeg har i flere omgange været udsat for det, man som kandidat til en offentlig tillidspost må forvente - nemlig en særdeles nærgående granskning af mine private forhold. Senest var det lykkedes at grave et ét år gammelt foto frem, hvor jeg kørte 243 km/t på en tysk motorvej«.

Leif Mikkelsen, Liberal Alliances landsformand, kalder beslutningen fornuftig.

»Jeg er tilfreds med, at Kent har truffet den beslutning. I en fælles samtale nåede vi frem til, at det bedste af hensyn til partiet ville være, at han trak sit kandidatur. Det har han gjort, og det vil jeg gerne rose ham for - det er en fornuftig og rigtig beslutning,« siger Leif Mikkelsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Han understreger, at Kent Hedemann Kristensens kørsel er uacceptabel.

Spørgsmål: Hvad var der sket, hvis ikke Kent Hedemann Kristensen havde valgt at trække sig?

»Det er ren teori, så der er ikke grund til at rode mere i det,« siger Leif Mikkelsen.

Dagens Gossip