Vanvidskørsel dræbte Frank: Anklager kræver tre år og ni måneders fængsel

Skrevet af Lotte Sørensen

05/02/2014

Dagens topnyheder

Den 25-årige MG skal ruske tremmer i tre år og ni måneder, hvis det står til anklager Pernille Moesborg. Det skriver BT.

MG er anklaget for at sidde bag rattet i den tunede VW Golf, der 16. august ramte Frank Brian Hansen, da han kom cyklende ad Egtvedvej i Kolding kl. 7 om morgenen.

Bilen kørte mellem 120 og 140 kilometer i timen og kastede Frank Brian Hansen 70 meter hen ad vejen. I bilen sad MG og kammeraten MJ, der begge havde taget stoffer og drukket tæt i natten op til ulykken. Efter ulykken gemte de sig i et skovbryn, hvor de tørrede fingeraftryk af, så man ikke kunne se, hvem der havde ført bilen.

Læs også: Her er bilen, der dræbte Frank: Men hvem sad bag rattet?

Men nu mener anklagemyndigheden at vide, at MG sad bag rattet, blandt andet fordi hans tøj var fyldt med glassplinter efter ulykken. Bilens forrude var blevet smadret i førersiden i sammenstødet.

MG har flere domme bag sig for vold og vanvidskørsel.

- Han har tidligere vist ligegyldighed for andres liv, sagde anklager Pernille Moesborg i retten ifølge BT.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Han nægter sig dog skyldig og påstår, at det var kammeraten MJ, der kørte. MJ har vidnet mod ham og er ikke længere tiltalt i sagen.

Der falder dom på tirsdag.