Vanvittige Bayern i ny målfest - optur til Arnesen

Lørdag gik det ud over stakkels Hannover 96, der på eget græs blev ydmyget med tenniscifrene 1-6.

Sydtyskerne, der allerede har sikret sig det tyske mesterskab, viste endnu en gang, at de har en af fodboldens mest giftige offensiv. På trods af, at angrebsesset Mario Mandzukic var helt ude af truppen, mens Arjen Robben startede på bænken.

I stedet var det de bomstærke reserver i form af Mario Gomez og Claudio Pizarro, der stjal hovedrollerne. Begge tegnede sig for to scoringer, mens et selvmål af Lars Stindl og en kasse af Franck Ribéry fuldendte målfesten. Endnu en præstation, der må vække genklang hele vejen ned til Barcelona, hvor Champions League-semifinalens første slag skal stå den 1. maj.Bayern München har nu nettet hele 89 gange i sæsonens 30 Bundesliga-kampe.

Målorgie var der også i Leverkusen, hvor hjemmeholdet ydmygede nedrykningstruede Hoffenheim med den danske forsvarsspiller Jannik Vestergaard i aktion hele kampen.

En smule dansk jubel blev det dog alligevel til, da Frank Arnesens Hamburger SV besejrede Fortuna Düsseldorf med 2-1. Ken Ilsø fik de sidste fem minutter for udeholdet.

Endelig blev det til en 1-0-sejr til Eintracht Frankfurt over Schalke 04, mens Dortmund hentede en 2-0-sejr over Niki Zimling og Bo Svenssons Mainz. Begge danskere spillede hele kampen.

Dagens Gossip