Var Kyllingen pumpet? Han svarer i dag

Cykelrytteren Michael Rasmussen har noget på hjerte, men vil ikke fortælle, hvad det er.

I hvert fald ikke før klokken 14 torsdag eftermiddag i Herning, hvor han i fællesskab med sine arbejdsgivere, Claus og Christina Hembo, har indkaldt til pressemøde.

Temaet for pressemøde er ukendt, men der er formentlig ikke kun tale om præsentation af en ny sponsor eller en ny rytter på Christina Watches-Onfone.

Timingen taget i betragtning kunne det handle om doping. Lance Armstrong har for nylig indrømmet, at han brugte doping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre, og siden har andre fulgt trop.

Blandt dem er hollænderen Thomas Dekker, der tidligere kørte for det Rabobank-mandskab, som Michael Rasmussen også var ansat af.

Dekker har sagt, at doping var udbredt på holdet og har erklæret sig villig til at gå i detaljer med sit kendskab til, hvad der foregik.

Michael Rasmussen har indtil videre ikke kommenteret Dekkers udtalelser, men direktør Claus Hembo fra Christina Watches-Onfone har over for Ekstra Bladet luftet sin formodning om, at danskeren har benyttet ulovlige stoffer tidligere i karrieren.

Hembo hævdede dog ved samme lejlighed, at Rasmussen har en fortrolighedsklausul i forhold til Rabobank som gør, at han kommer til at bløde økonomisk, hvis han fortæller om fortiden.

Ifølge TV2 ER der tale om, at Michael Rasmussen vil indrømme, at han har taget doping.

/ritzau/

 

Dagens Gossip