Varde ser frem til sergent-invasion

Varde smiler i dag.

Politikerne på Christiansborg har vedtaget et nyt forsvarsforlig, hvilket betyder, at Sønderborg Kaserne og Bülows Kaserne i Fredericia bliver lukket, mens kasernen i Vordingborg lukkes delvist.

Varde var dermed en af de kasernebyer, som gik fri, og samtidig overtager man sergentskolen fra Sønderborg med omkring 150 ansatte.

- Vi er glade og lettede. Det betyder meget, at vi nu cementerer Varde Kaserne og Oksbøl-området, som noget man satser på frem over, siger Vardes borgmester Gylling Haahr til Newspaq.

Sergentskolen vil trække flere unge til området, hvilket skaber mere liv i det vestjyske.

- Vi får jo flere unge mennesker, som vil være her over hele året. Lige nu så har vi flest besøgende i de to gange fire måneder, hvor værnepligtsholdene er inde, så vi glæder os til at få et mere glidende flow i, hvor mange der er på kaserne og dermed hjemmet, siger Pia Ælmholdt, der er leder af Kfums soldaterhjem i Varde.

I glædens stund er der dog også tid til medfølelse med de byer, hvor kasernen lukker.

- Jeg kan fint sætte mig i Sønderborgs sted. Det er en rigtig mavepumper at få. En lukning betyder virkelig noget for et område. Man siger jo, at for hver medarbejder, der forsvinder, kan man gange det med en faktor tre i forhold til beskæftigelsen, forklarer Gylling Haahr.

Forsvaret skal spare i alt 2,7 milliarder kroner.

 

Dagens Gossip