To varebiler havde meget overlæs ved Rødbyhavn

To varebiler blev sent i aftes snuppet ved Rødbyhavn. Begge biler var lastet lidt for meget, oplyser Sydsjællands- & Lolland-Falsters Politi.

Den ene var en svensk bil med en 53-årig mand fra Malmø ved rattet. Varebilen var stoppet med så mange sodavand, at en kontrolvejning afslørede, at der var 3.143 kilo for meget i bilen. Det svarer til 89% i overlæs. Den 53-årige mand blev sigtet for at køre med overlæs og fik besked om at tilkalde en ekstra bil, så godset kunne blive fordelt.

Den anden bil havde en 34-årig mand fra København som fører. Varebilen var også fyldt med sodavand og en kontrolvejning afslørede et overlæs på 3.239 kilo, hvilket var 92% i overlæs. Den 34-årige blev sigtet for at køre med overlæs, og blev bedt om at sørge for en ekstra bil til ladningen. Ventetiden blev tilsyneladende for meget for den 34-årige, for ved 4-tiden forsøgte han at snige sig af sted – stadig med fuldt læs. Han nåede dog kun 400 meter væk, før han blev standset på ny – og han blev endnu en gang sigtet for at køre med overlæs.

Dagens Gossip